I 1944 skrev Theodor W. Adorno og Max Horkheimer Oplysningens dialektik for at undersøge, hvordan fascismen kunne få den magt, den kort forinden fik. Oplysningens dialektik: At det oplyste moderne samfund slår om i sin modsætning, barbariet; ”myten er allerede oplysning, og: oplysning slår tilbage i mytologi.”
Østrigske Joseph Roths roman Job fra 1930 synes ikke alene optaget af det mytiske for så vidt, at den er modelleret over myten om Job fra Det Gamle Testamente. Et er fortællingen om den fattige og gudfrygtige russiske jøde Mendel Singer, hans familie og ulykkerne, der, jf. Job, vælter nedover dem såvel i det gamle Rusland som i det moderne Amerika, de halvvejs inde i romanen emigrerer til. Lidelseshistoriens mytiske karakter forstærkes også i fremstillingsformen gennem sprogets episke og gentagelsesprægede opbygning og ikke mindst gennem en forholdsvis minimal psykologisk gestaltning af karaktererne. Formen er enkel og mytisk, ligesom Mendel er et enkelt og et mytisk menneske. Emigrationen til Amerika udgør, omend en cæsur mellem romanens første og anden del, kun delvist et skift fra en mytisk verden til en moderne, og romanen er som sådan både, i kraft af sin slutning, en fordrejning af den oprindelige myte om Job og af den typiske udviklingshistorie. For selvom Mendel langsomt depraveres i det moderne og mister sin tro, får myten med slutningens afgørende omslag det sidste messianske ord, så Mendels ”frygtsomme væmmelse ved al jordens ormekryb” kan forløses. En forløsning, der ikke umiddelbart ligger i et opgør med det mytiske, men i en radikalisering af det.
Undervejs mod denne forløsning antydes samtidigt et andet forhold mellem myte og modernitet: Handlingen udspiller sig i tiden op til og under første verdenskrig (modernitetens syndefald), og er derved en fortælling om en verden, der er af lave, og om det mytiske menneskes problematiske integration i moderniteten. Da familien ankommer til New York, den prototypiske moderne storby, besvimer Mendel således som følge af det bombardement af indtryk, byen retter mod hans sanser. Men i takt med, at Mendel alligevel gradvist tilpasser sig livet i byens jødiske kvarter (det helt konkrete billede på den mytiske enklave i det moderne), lærer han, at Amerika er Guds eget land ”som Palæstina engang havde været det, og at New York egentlig var ’the wonder city’, miraklernes by, som Jerusalem engang havde været det”; at ”[a]merikanerne var sunde og de amerikanske kvinder var smukke, sportsresultater var betydningsfulde [...] dans var godt for hygiejnen, at løbe på rulleskøjter var en pligt, [...] at anarkisterne var forbrydere [...]”. Der henvises til ”danserinder i rødt og guld”, ikke kun et billede på modernitetens frie moral, men højst sandsynligt det legendariske New Yorker-præcisionsdansekompagni The Rockettes, der i 1925 blev grundlagt med forbillede i netop de Tiller Girls, som Adornos mentor Siegfried Kracauer kaldte Massens ornament. I 1927, kun få år før Hitlers magtovertagelse, så han dem som en inkarnation af en ny-mytologisk kult: ”ornamenter af kønsløse kroppe i badetøj [...] ikke mere enkeltindivider, men uopløselige komplekser af piger”, egentligt pegende mod den moderne rationaliserings radikalisering i fascismens totalitære opfattelse af individet, dens hygiejneteorier og sundhedsfetich.
Hvilken eventuel kulturkritik, om overhovedet nogen, romanen i sin fordrejning af den kendte myte fremskriver, forbliver dobbelttydigt. Også stilmæssigt er den et dobbelttydigt møde mellem myte og modernitet, og for det, samt et ærke-tragisk portræt af et enkelt menneske, kan den kun være læsværdig.
Historien om russeren Mendel Singer og hans familie er en tragikomisk beretning om en tid, hvor moderniteten rullede ind over hele den vestlige halvklode, men efterlod staklerne tilbage, hængende i knæhaserne. Mendel Singer trækkes ind i en ukendt verden, som Job i bibelen, og hans familie spredes for alle vinde. Selv ender han i den Nye Verden: Amerika, som viser sig at blive hans dødsdom.
Mendel Singer er en pietistisk og pligtopfyldende fattig jøde, der kommer til at lide resten af livet, fordi han beslutter at nægte sin nyfødte søn at blive behandlet på et hospital. Hans stædighed og indgroede tro på sin fattigdoms gudsbestemte tilværelse, gør ham til en patetisk selvpiner, der ikke kan tro på forandringer til det bedre. Kun via ulykken, tvinges Mendel Siger og hans familie til at se verden brede sig ud.
Den østrigske forfatter Joseph Roth skriver formidabelt. Han mestrer at fortælle gribende og skævt, ligesom Franz Kafka, og hans figurer fremstilles ligeså indædte og nærværende som Dostojevskis´ romanfigurer. Joseph Roth voksede op i udkanten af det Østrig-Ungarnske kejserdømme, der langsomt gik til grunde ved århundredskiftet. Romanen Job foregår i mellemkrigstiden, hvor progromerne igen er begyndt, og de gamle værdier til fulde er stillet til skamme. Krigen nærmer sig, og sproget er blevet inficeret med mening, som forvirrer Mendel Singer, der må lide den kranke skæbne, ikke at forstå en disse af det hele.
Og alligevel overlever Mendel Singer med drømmen om en gudsbestemt skæbne, der er til at bære. Han dør og han genfødes i den ny verden, og alting gentager sig. Da han første gang betræder amerikansk jord, går han til grunde:
”Han vidste ikke mere, hvad der skulle høres, ses, lugtes. Han smilte stadig og nikkede med hovedet. Amerika trængte ind i ham, Amerika slog ham i stykker, Amerika splintrede ham.”
Den handlekraftige ortodokse jøde, med langt skæg, rank ryg og flagrende frakkeskøder, krymper sammen og forfalder i forundring over det nyes magt. Først da miraklet indtræder, og han kan forsones med sin Jødiske tro, falder verden og dens forandringer på plads.
Joseph Roth er en brydningstidens forfatter, ligesom kollegerne Walter Benjamin og Alfred Döblin, som han omgikkes i eksil, da alle jødiske forfattere begyndte at mærke truslen fra rigernes fald og nationalsocialismens og kommunismens gennembrud. Han skildrer den nye tid som en Lykke Per, der til sidst må bukke under, og erkende at denne tid ikke er hans, men en anden Guds. Verdens foranderlighed er uforståelig, Guds skaberværk lever man med.