Så disse digte udgør en suite. I seks dele, adskilt af refrænet ”YEAH!”, og med et stigende antal digte i hver del: to, tre, fire, fem, seks, syv, fem = 32 betitlede digte. Systematik og så et brud. Suite og refræn > musikalsk struktur. Genkommende digttitel: ”A day in the life” (= fire gange og altså titlen på det sidste nummer på The Beatles’ Sgt. Pepper’s Lonely Heart Club Band med mellemstykke sunget af McCartney og med den narrative struktur: vækkeur, opvågnen, kaffe, køre med bus – en motivkreds, der synes at gå igen i Yeahsuiten.) Genkommende motiver: bl.a. cornflakes, cykel/cykling, neon (blå), hen ad gaden, taxa(chauffør), (kvist)lejlighed, (stjerne)himmel, laks.
Digtenes umiddelbare genstande er indhentet fra et ungt Vibskov-indhyllet storbyliv, men er altså – og afgørende – netop også genstande med umiddelbar og tilsyneladende ”hverdagsreferentialitet og det hele”. Dermed er hverdagen (”A day in the life” + ”A day in the life” + ”A day in the life” + ”A day in the life”) den mest centrale genstand i suiten, således at digtene fx handler om ”Det perfekte tidspunkt til et bad” og hen ad gaden. At digtene på den måde vender sig væk fra det ophøjede poetiske, er for så vidt klassisk anti-metafysik: ”himlen er spejlvendt/ og der er frit fald ud af mit meningsløse navn.” Digtene vender sig mod overfladen, mod deres egne virkemidler, hvilket først og fremmest er talesproget med dets grammatiske fejl og autonome slang-register. Det er et meget stiliserende greb (dette er digte, ikke dagbog, vær sikker på det); det er netop de overlagte brud på systematikken. Med andre ord er det en fejl-æstetik, der ikke som sådan er interessant, fordi den er ’anti’ eller ung, men fordi den defamiliariserer såvel (hverdags)sprog som poetisk sprog og netop henviser til dets overflade, til syntaksens frem for semantikkens herredømme. Den hyppige brug af ”jeg” som både, og stedvist samtidigt, substantiv og pronomen er et illustrativt eksempel herpå: ”jeg er bare en måde at opleve på” fx. Herved distanceres der i et kontrasterende spring til det hverdagslige og peges på en sammensmeltning mellem subjekt og objekt, der synes central for såvel den Ørntoft’ske subjektivitetsteori, der fremskrives, som det eksplicit formulerede opgør med centrallyrikken. Og virkemidlet er, om ikke vigtigere, så i hvert fald lige så vigtigt som genstanden.
Deraf er det egentligt interessante ved Yeahsuiten nok den særlige samtidighed af naivitet (en til tider Strunge’sk neon-romantik) og ironi, der ikke uden omkostninger lader sig reducere til kæk storbyattitude eller ’let’ lyrik. Den bestemmes afgørende af en meget høj grad af selvbevidsthed, hvilket selvfølgelig også kommer til syne i det selviscenesættende greb, der gerne spiller på det selvbiografiske, men som måske også er mere forførerisk i brugen af sine virkemidler, end det for hastigt kunne antages.
Man kunne irriteres frem for charmeres. Sagen er bare, at irriterende er interessant (sten i sko), og at digtene er gode digte, hvadenten ”målet med at skrive er at skrive gode digte”, score damer eller erkende gennem sproget. Oh boy.
Theis Ørntofts debut, Yeahsuiten, handler om forvoksede teenagere fra Generation Nul, der ikke længere tror på noget, men trøstigt har vendt sig mod det nyromantiske, hvor forfaldet bliver en værdi i sig selv.
Yeahsuiten er en smeltedigel af aforistiske spekulationer over livets mening iblandet hedonisme, der får et destruktivt præg når det svinger så bipolært mellem selvhad og megalomani. Feks når det giver mening at skrige fremmede mennesker ind i ansigtet en nat i byen, hvor alting er blevet til ren handling og derfor er blevet legalt som handling med sig selv som mål.
Der er noget pubertert (og derfor også noget friskt?) ved Theis Ørntofts ’ oprør. Det er han ærlig omkring i en grad, så det stinker. Han vil være nøgen overfor læseren i hver sætning, samtidig med, at han har behov for at udtrykke sin fremmedgjorthed og distance fra alt og alle. Det er som om han ønsker at læseren skal forstå ham som vild og kompromisløs, selvom hver eneste digt udtrykker afmagt og usikkerhed.
Ikke desto mindre er Yeahsuiten en god debut. Den giver stemme til de mange forvoksede Clubkids, der flakker rundt i byen og tripper på bylivets kompromisløshed og spontanitet. Samtidig går det op for digteren, at denne stimulans er monoton og nihilistisk i sin grundform. Digtene fyres af, som hvid støj, eller dunkende electronica.
Digtene er uden begyndelse og ende. De er ude af form og ét indfald glider ubemærket over i et nyt indfald og på den måde virker de mere som loops af indre monolog. Alligevel virker de, når bare man, som Theis Ørntoft opfordrer til i prologen til digtsamlingen, med et citat fra Bob Dylan:
Play it fucking loud!