Jeg åbner teksten med ”tre ord: Intimitet, ikke intensitet.” (s. 89) Thykier indsætter en modsætning mellem intimitet og intensitet, der i første omgang synes at reproducere en epokal litteraturhistorieskrivning, hvori på den ene side angsten, ensomheden og jegets væren undersøges over mod diverse intensitetsskalaer, på den anden side er der en uskreven historie (utopiens). (s. 91) Det interessante er i den sammenhæng ikke så meget en eventuel indlejret kritik af en given litteraturhistorisk konstruktion, men intimitetens utopi; dens ikke-sted, hvorfra der ikke kan tales, men måske netop derfor tales så meget desto mere i det tankefang Entré udgør – fordi gentagelsens kredsen ikke bare er valid, men faktisk nødvendig?
Intensitetsopgøret er ikke så interessant i sig selv; der finder så mange opgør sted og indlejret heri er altid blot andre definitioner af bevarende og fornyende former (lokale satsninger i sprogudvidelsen). Interessant er derimod den akse, der opstilles i og med intimiteten: ”intimitet – generthed – anonymitet (mig)” (s. 91) Hvordan skal anonymiteten og det refleksive pronomen mig forstås? Som en relation eller en identitet (og der er sikkert flere muligheder)? Det er uden tvivl muligt at tale om en eller anden form for identitet mellem det refleksive pronomen og anonymiteten, eller ønsket om anonymitet, i Thykiers tilfælde, men en sådan identitet (denne sig tilbagetrækkende privathed) er ufrugtbar for skriften, som den udfolder sig her. Det er det relationelle derimod ikke.
Anonymitet vil egentlig sige, at være uden navn, hvilket er en tilbagetrækning fra det sociale, som er forbundet med den tøvende isolation, Thykier tillægger genertheden. Tilbagetrækning fordi navnet, det at være ved godt navn, er det sociales substantialitet; det ses måske tydeligere nu, hvor networking er et sine qua non. Navnet (at benævne sig selv i din nærhed) er endvidere nært forbundet med ord og udtryk – vi kan måske forskyde os til talen? Et navn som benævnelse af det sociale jegs omgivelse, det, der er givet med omkredsen af en sætning som jeg er (det altid støjende selvnærvær, overskridelsen af hvilket er intensitetens ek-stase, hvori man aner gud, hvilket i sidste ende er en og samme ting som det blatante jeg). At tabe navnet er dermed også at tabe benævnelsens mulighed og Thykier skriver, ”[d]et nytter ikke at spørge” (s. 89) For at spørge, må man først og fremmest have et sted at spørge fra måske en metode (vished om et svar), der sætter rammerne for en spørgen som et sted. Det er i modstrid med anonymitetens tilbagetrækning, det vil sige, at Thykier forsøger at komme ud over den spørgen, der sætter skriften som et udtryk for jeg er.
Stedet er ikke en tanke, men en konfiguration derved, at den tilvirker/postulerer en helhed (man kunne i den sammenhæng eller i forlængelse heraf (og kun delvist som en digression) begynde et retorisk katalog á la Kenneth Burkes fra A Rhetoric of Motives: jeg er, selvnærvær, bevidsthed, perspicuitas, helhed; deraf konklusion, metode, grænse, sted.)
Anonymitetens tilbagetrækning kan ikke redeligt læses som en tilbagetrækning til … i gængs forstand (som perspektivforskydning eller (måske bedre) rekonfiguration). Skal vi i øvrigt ikke tage Thykiers egen kritik alvorligt? Idet han nævner, at der ikke kan siges noget om intimitet, generthed, mig ”med de eksisterende midler” (s. 89), lægger han sig så ikke i forlængelse af Deleuzes og Guattaris tale om de- og reterritorialisering eller af Nietzsches overvejelser over metafysikken som bundet til grammatikken? Formuleret anderledes: vil vi ikke altid ende i jeg-navnene? Er det muligt at opstille en anonymitetens skrift? Thykier skriver ganske vist, at utopien lugter vel meget af idealisme, men omtænkt, som i den her tekst, bliver utopien, lige præcis som ikke-sted, mulighed for en tænkning af anonymiteten som en tilbagetrækningsstrategi, undvigelse – en signifiant fanget i en uendelig række af spejlinger – jeg tænker på et billede af Deleuze fotograferet mellem to spejles gensidige spejlinger. Men Thykier accepterer problematikken om tilbagefaldet (frem for tilbagetrækningen); ”[h]vis generthed opfattes som noget, der gør opmærksom på sig selv, idet det undviger opmærksomhed, kan genertheden tilnærmes med et sprog, der har mig som problem.” (s. 95) Tilbagetrækningen er netop et sådan sprog fanget mellem to spejle.