Jeg har kysset en sommers morgenrøde.
Intet rørte sig endnu på palæernes facade. Vandet var dødt. Skyggernes omrids forlod ikke skovvejen. Hvor jeg gik vækkede jeg de livlige og milde vindstød; ædelsten stirrede, vinger løftede sig uden en lyd.
Det første optrin på stien, der allerede prangede med kølige og blege farver, var en blomst der sagde mig sit navn.
Jeg lo mod det blonde wasserfall som stod flagrende ned gennem granerne: på den sølvgrå trætop genkendte jeg gudinden.
Da løftede jeg hendes slør et efter et. På stien, svingende med armene. På marken, hvor jeg røbede hende for hanen. I storbyen fløj hun mellem kupler og spir; og i spring som en betler på marmorbroerne jagtede jeg hende.
Højt oppe på vejen, nær ved en skov af laurbærtræer, svøbte jeg hende ind i hendes slør, og det var som følte jeg hendes umådelige krop. Morgenrøden og barnet faldt om på skovbunden.
Da jeg vågnede, var det midt på dagen.