Da jeg gik til konfirmationsforberedelse, var jeg negativ over for kristendommen. Jeg havde ellers selv valgt den, da jeg ikke var døbt. Desuden gik jeg på efterskole på Fyn, og der blev de konfirmeret et år før København, som jeg kom fra, så jeg måtte gå til præst sammen med en flok, der var et år yngre end jeg, og som gik på den lokale skole. Det siger næsten sig selv, at det ikke forløb godt, og til sidst gav præsten mig eneundervisning, selvom jeg faktisk ikke blev drillet, men måske kunne han ikke bære at se mig gå alene rundt i pauserne. Alligevel vaklede jeg ikke i overbevisningen om, at jeg ville konfirmeres, og det var faktisk ikke for festens skyld, men fordi min storesøster var blevet det, ikke mindst fordi hun bagefter udtalte, at hun egentlig syntes, man var for ung til at konfirmere sin tro i den alder; hendes visdom fik mig til at følge hendes eksempel. Hun var heller ikke blevet døbt som spæd, men blev det fjorten dage før sin konfirmation. Det samme gjorde jeg, det var en dunkel dag, heldigvis var der ikke andre dåbsbørn, det var akavet nok at traske op til døbefonten og bøje hovedet bagover, så præsten kunne nå min pande med sin våde hånd. Kun min mor var med, hun sad godt nede i rækkerne, kirken var mørk, lysindfaldet minimalt, vejret havde spillet Utzons store bygning et puds. Det var tæt på messefald, og de, der trods alt var der, var affældige; for en gangs skyld var min mor en vårhare i forsamlingen. Hun gik ikke til alters, og jeg ville heller ikke have gjort det, hvis jeg skulle have været ærlig; jeg har ikke gjort det siden, med undtagelse af konfirmationen. Men jeg ville konfirmeres, fordi min søster havde gjort det, og fordi jeg dengang som nu var tiltalt af åndeligheden i troen. Selvom jeg nu er ateist eller til nøds agnostiker, er jeg stadig fascineret af den eksistentielle søgen, som religionerne udviser, og nu jeg ville betragte en ugentlig times åndelig samtale som ren luksus. Men dengang var det et nødvendigt onde. Jeg udtrykte de mest klichéfyldte opfattelser af kristendommen over for præsten. Den var reaktionær, kvindefjendsk. Han spurgte mig igen og igen, hvor i Biblen jeg kunne se det, men tit rystede jeg bare på hovedet; DET vidste enhver da. Især var jeg vred over Biblens seksualitetsopfattelse, selvom jeg aldrig havde prøvet at dyrke sex, ikke engang at tungekysse. Men oprørende var det, at kristendommen skulle holde menneskets naturlige drifter nede. I dag ville jeg have henvist til Paulus, ”det er bedst for en mand ikke at røre en kvinde”, og hvad angår kvinderettighederne, er det klassiske citat fra selvsamme vel nok: ”kvinder skal tie i forsamlinger”. Nu kender jeg min Bibel, det gjorde jeg paradoksalt nok ikke dengang. Som voksen har jeg langsomt læst og husket, som ung vidste jeg ikke noget, i sandhed var jeg ikke moden, min storesøster havde som altid ret. Min definition på et barn: en der ikke kan overskue noget. Som sagt, nu ville jeg have nydt de ugentlige samtaler om Vorherre, men dengang gjorde jeg det ikke og var sikkert umådeligt irriterende, jeg vil gerne her undskylde over for præsten, han gjorde en kærlighedsgerning ved at tilbyde mig sin tid, som jeg tog dårligt imod. Endda var det ikke ham, der fik lov til at høste frugten af sit arbejde, for da det kom til stykket, rejste jeg tilbage til København og blev konfirmeret sammen med mine gamle klassekammerater, dem som jeg i parentes bemærket var kommet på efterskole for at undgå, en samling forbryderspirer. I sammenligning med dem var 7.-klassen på Fyn nogle blide lam, selvom Vorherre må vide, hvad der blev af dem. En af pigerne hed Lolita; hendes forældre må enten have været meget litterære eller det modsatte. Hun var underudviklet og med briller, den mest kiksede bortset fra mig selv, der nok virkede helt aparte i flokken. De boede alle sammen i den lille landsby, efterskolen lå i, der var en grill, en brugs, et bibliotek og forunderligt nok en biograf, som af og til spillede nogle hæderlige film. Det var en dejlig by, omgivet af marker og solskin, men den lå forfærdeligt langt ude på landet.