Det var en. Nej. Det var måske en fejl at indbilde os, vores tidligere korrespondance havde styrke i eksperimentet; "hvordan vil der reageres, hvis der skrives sådan og sådan og så intimt...?" Den overgivelse, eller hengivelse, til at tage mod hinandens, hvad det nu har været. Og at du måske ikke har brug for det mer, eller at ingen af os har overskud til det nu. Under alle omstændigheder må det betragtes som et nederlag, af en slags, noget det ikke lykkedes mig at leve op til, at der er deher to ting om mig, du ikke har fået at vide, og den ene har ovenikøbet, mere eller mindre, været udgangspunktet for venskabet med Unni. (Eller forstod hun det først for alvor så sent, og det var årsagen til, hun åbenbart afbrød kontakten fornylig?)

Dit forhold til din mor har altid undret mig - det er f.eks. aldrig lykkes mig at finde ud af hvad hun hedder - forundret mig... forunderligt. Modsat mit, ikke at kunne dele ud af "det inderste", fordi der ikke ville blive nogen drøm tilbage, der ville ikke være noget at gro fra. (For hende).

<< >>