At tro, at den er der altid-allerede, er til gengæld forkert, men der er flere, der kritiserer den ud fra de præmisser. Metaforen er forståelsens supplement til mangel på sprog. Forskelle i erfaringen bliver begravet i sproget via metaforen, dermed er sansningens indbrud i sproget gjort gældende. Forskellene er udtalte. De er sproget, der bliver til. Ligheden (metaforen) er aldrig udtalt, den er enten erfaringens gennembrud i sproget (fx hos Grotrian, Løgstrup m.fl.) eller erfaringens indbrud (Højholt, Derrida, de Man m.fl.), alt efter holdning og temperament. At tale om indbrud forudsætter naturligvis, at der er tale om negative følger, at man berøves noget via metaforen, en dybere erkendelse. Metaforen berøver os ikke noget som helst, den supplerer og hjælper os derimod med at komme os ovenpå røveriet som et uskyldigt ekko. Måske er metaforen ikke uskyldig i sig selv, men dens effekt er uskyldig. Den er uskyldigheden, der popper op som en korkprop, man ikke kan få til at synke til bunds. Men hvad sørger for, at metaforen bliver ved med at poppe op til overfladen? Det er det spørgsmål, der er interessant. Sprogets metaforiske effekt, dets bliven-overflade og -lighed. At tingene så at sige i sproget bliver gjort metaforiske. Naturligvis tildeles de en lethed, som er økonomisk og håndterlig, men hvorfor springer metaforen ud af sprogets forskelle og ind i en lighed?
Deleuze og Guattari forsøger via deres termer maskine, simulakrum og overflade o.a., at beskrive denne bevægelse, sprogets bliven metafor. Men de er samtidigt klar over, at det er et spørgsmål om tid, dvs. den tid det tager, før sproget bliver metaforisk, hvorfor de forsøger at (be)gribe sproget, lige før det bliver metafor. Dvs. konstant at tale lige under overfladen. Deres begreber kommer derved til at ligne metaforer, eller rettere at simulere metaforer uden at være det (lidt ligesom Højholts ører i Auricula i øvrigt). Deres filosofi beror således på en subtil balancekunst, på flugtlinjer i sproget. Taler man ved siden af, må man holde sig på samme niveau, lige før sproget bliver metaforisk. Taler man under, drukner man i forskelle, taler man over forsvinder man i lighed. Af og til kan Højholt ikke se træerne for bare forskel.
Forskellene spejles her i lighed. Højholt benytter sig derfor af en metaforisk gestus for at kritisere ligheden, men det betyder, at forskellene lignes og bliver til én, den imellem sprog og verden. Men den er aldrig én, den er altid mange. Der er masser af forskelle imellem sprog og verden, og imellem disse forskelle er der ingen lighed, de er slet og ret forskellige. Forskellene er ikke én stor suppedas, som man så definerer sin metafor ud fra, for i så fald vil metaforen altid tage sig dårligt ud. At metaforer klasker forskelle sammen, er sådan set rigtigt nok, men der er dels stor forskel på, hvilke forskelle der klaskes sammen, dels forskel på hvilken status man tildeler dette indbrud eller gennembrud i sproget. Under alle omstændigheder er der tale om et brud på sproget. Det er sansningens, erfaringens eller det udenfors brud på sproget. Det udenfors bud på sproget. Det kan ikke tillægges en kvalitet. Det kan tydes, men det er heller ikke et tegn, altså er tydningen heller ikke en egentlig mulighed. Det er en uskyldig brist på sproget, en lækage, et hul eller en mangel som ikke skulle have været der, og som har fordret alskens unødvendigheder, misforståelser og andre ubehageligheder, men tillige en masse ynde og lethed til sproget.
Måske er det en mangel, der tillader os at navigere i sproget. Dvs. at sproget ud fra manglen tildeles en retning (det ville måske være en psykoanalytisk forklaring, hvis man erstattede ordet retning eller i det mindste supplerede det med drift), men ligesom frihederne ramler ind i hinanden i filosoffen Immanuel Kants system, på samme måde ramler sprogets retninger ind i hinanden. Til tider har to forskellige ord endda samme retning (folke- eller populæretymologi), andre gange har to retninger kun et ord at deles om (ordspil). Men at ordene overhovedet har en retning, beror på sprogets metaforiske kraft, at ordene går imod at blive metaforer. Metaforen forsøger at genoprette en formodet, tabt uskyldighed i sproget. Vi kan ikke vide, om denne uskyldighed nogensinde har fundet sted, men vi kan se, at metaforen har travlt med at simulere den. Et markant eksempel finder man i forhold til ordspillet, hvor metaforen for alvor har travlt med at finde udtryk, der dækker selve ordspillets proces. Jf. en kortslutning i sproget, en kældermand, en brander osv.