Og hun kunne i princippet også have skrevet mange flere triste ligegyldige dagbogstekster. Måske er det tiden for H. C. Andersens skrivning af eventyr, som kommer til udtryk i humoren, denne besynderlige, måske nærmest 1800-tals-stive humor? ... Nej, det har nok ikke noget på sig. Det skyldes nok, at problemerne stadig er præsente, at der ikke er overskud. Det er imidlertid fraværet af nyt, overraskende stof, som er det mest triste. Og det faktum, at jeg hverken lider med jeg'et og hendes nærmeste, ler med hende eller bliver klogere af hendes betragtninger.
Jeg har jo ikke selv oplevet det at blive skilt, men for pokker, hvad er dog forklaringen på, at Hørslev skriver så hemmelighedsfuldt? Vil hun ikke bekende for alvor? Hele tiden disse små indblik i hendes privatliv, hvor man ikke får hele sammenhængen - bare gætte og gætte - er det f.eks. hendes ex-mand som er en slags muldvarp på den første side? Og er Hørslev, efter bruddet, blevet til en slags svale? (eller fløj hun rundt med én (en affære?) "åh! Næh, men dog: det er jo et citat fra H.C. Andersens Tommelise - lige dér, gad vide, om alle andre også har lagt mærke til det?". Min kone var lige vågnet, da jeg begejstret pegede på det relevante tekststykke. Jeg betragtede bogens bagsideflap: 18 sponsorer til bogen! Det fik mig til at tænke på H. C. Andersen-året. "Han er god, ham HCA, hvis man skal skaffe sponsorer!", mumlede jeg, halvt i sjov, og besluttede mig for at skrive den sætning ind i denne artikel. Hmm ... Jeg'ets ex-mand er altså den lysskyende, rige og belæste muldvarp, mens jeg'et er den smukke, én tomme store, Tommelise, der flygter med en svale sydpå, for dér at møde en ligesindet prins. Det er da et meget sjovt billede ... Hvis man fanger HCA-referencen, altså.
"Apropos billede, skat, jeg'ets hat, som i et digt sammenlignes med et skildpaddeskjold kan jeg vel godt gå ud fra er den samme, som forfatteren bærer på bogens flap-forfatterportræt? Det billede fik mig til at tænke på filmatiseringen af Tilværelsens ulidelige lethed. Skat, hvad var det hende den dér med bowlerhatten hed? - Sabrina! Sabine?". Der kom intet svar ude fra badeværelset ud over en susen i vandrørene.
Dagens første kulsorte, regntunge sky passerede. Jeg så Hørslevs mand for mig i skyen, hvordan han engang imellem må have vrisset "Kan du ikke bare sige tingene lige ud, i stedet for, at jeg skal gætte mig til, hvad du mener?". Et sted i bogen beskrives hvordan Hørslev får taget sit portræt ude i trafikken ... "Var det mon ikke det billede, som vi så i Ud & Se med DSB? Men det var jo en artikel i forbindelse med promoveringen af bogen? ... Var det ikke det, skat?. Har Hørslev virkelig arbejdet med bogen og forberedt promoveringen af den samtidig?"
Hunden betragtede mig åndsfraværende fra vindueskarmen. "Det er benhårdt. Og hun var lige blevet skilt!"
Jeg læste videre og kom til det sted i bogen, hvor hun fantaserer om at have en litteraturanmelder, Lars Bukdahl, som elsker ... Det er godt nok en kvinde, der vil frem i litteraturens verden ... Lidt skræmmende. Måske er hendes tanker alligevel unormale, tænkte jeg, men nej, de er sgu da bare udtryk for det, der kaldes en karrierelivsform. Det er da bare det, de er!
I mine tøfler gik jeg ud i køkkenet for at smøre mig et stykke toastbrød og brygge en kande kaffe, så jeg behørigt styrket kunne tage fat på den næste del af min opgave.
At føle med Wiinblad
Wiinblads bog valgte jeg at læse liggende i sengen. Det var en blidere oplevelse. Wiinblads digter-jeg er inderligt, det må man sige. Det er en bog skrevet næsten som om broren allerede var død på skrivetidspunktet. Det beskrives som så uundgåeligt, at det næsten allerede er et faktum. Jeg kom selvfølgelig til at tænke tilbage på min egen brors sygdomsforløb ... Hvordan det under samværet med ham, på grund af skizofrenien, både kunne opleves, som om han var der, og som han ikke var. Hun regnede vel efterhånden med, at hans selvmord ville være uundgåeligt. Det må, trods kærligheden bag, have været hårdt at læse for broren. Som at modtage sin egen gravskrift med posten. Hendes bog rummer også en cd med brorens musik! Ideen er vel, at man også "lærer ham at kende" på den måde. Der er noget mausolæumsagtigt ved denne udgivelse.
Jeg så slammeren Stacey-Ann Chin optræde i Vordingborg for nylig, og Wiinblads bog fik mig, på grund af opbygningen af spænding ved hjælp af de mange "spring-i-tid-gentagelser-af-hvor-længe-der-er-til-at-dit-og-dat-sker-for-hendes-bror" og dens insisteren på at vække læserens følelser, til at tænke mere på slampoesi end på noget lyrik, jeg tidligere har læst. Det skal dog tilføjes, at bogen er en langt mindre intens, langt mere udstrakt, oplevelse - en slags blid, følende, skriftlig slampoesi. Kan man forestille sig det? Jeg drømte, at jeg faldt gennem tiden:
13. januar, 13. februar, 13. marts, 13. april, 13. maj. Da jeg vågnede, fortsatte faldet under læsningen: 13. juni, 13. juli. Det er en form for litteratur, som giver læseren en historie at følge med i - og nogle personer at føle med. Det skal man så ville for at værdsætte bogen. Personerne er ikke beskrevet så fyldigt, at det for alvor bliver følelserne værd. i hvert fald ikke inden for rammerne af det forhold, som er det almindelige imellem læser og skribent: det forhold, hvor bogen er den eneste kontakt. Jeg kan heller ikke føle med alle de mennesker, jeg læser om i avisen, selv om jeg godt kan sætte mig ind i deres trængsler.
Bog, liv og André
Da jeg havde overstået min læsning af de to bøger, læste jeg dem selvfølgelig lige et par gange til, imens jeg fik mig noget gin og tonic. Efter et stykke tid kom jeg til at studse lidt over noget, der stod i kolofonen på begge bøger: "Idé og omslag: Kenn André Stilling". Jeg kom til at tænke på, hvad det kunne dække over.