"Lone,du er jo lige blevet skilt, kunne du ikke skrive en digtsamling med det som udgangspunkt?" .

"Christel, jeg har hørt, at din lillebror for nyligt prøvede at begå selvmord. Kunne du ikke skrive om det i en digtsamling?"

Forlaget Hjørring planlægger i alt ti bøger i den serie, som de to samlinger hører til. Kommer de alle til at være lige så aktuelt bekendende? "Og vil eftertiden i givet fald være opmærksom på Stillings eventuelle andel i skabelsen af denne tendens? Hva'? Tror du, de vil det, skat?"

Imens jeg skænkede mig et glas til, dukkede der en besked op på facebook om, at Jannick Wiinblad, det vil sige Christel Wiinblads lillebror, ville få nogle tekster udgivet posthumt i Viktor B. Andersens Maskinfabrik. "For pokker, skat. Kom og se! Og redaktøren på det tidsskrift er jo lige netop Kenn André Stilling!"

Enten er det virkelig rørende, eller også er det helt enormt kynisk at appelere til folks sentimentalitet på den måde ... Og jeg skal ikke her tage stilling til, om det ene er bedre, mere kunstfærdigt, end det andet. Kunst behøver jo ikke være sympatisk og normal ... Det at bestræbe sig på at være sympatisk og normal kan jo netop ødelægge kunsten.

"Det kan jo altså heller ikke udelukkes, at de tekster rent faktisk trykkes, fordi de er gode"

Nej, det kan min kone da godt have ret i.

Voyeur både før og efter
Begge bøger handler jo om "virkelige begivenheder", og nogle af disse begivenheder - og deres efterspil - fik jeg kendskab til, uden at jeg efterspurgte det. På facebook kunne jeg se, hvordan folk undrede sig over, at Hørslev og hendes mand, Martin Glaz Serup, ikke tog hjem til Sønderho sammen, som de plejede. Og et stykke tid efter at Wiinblads bog kom, døde hendes lillebror. Dette fandt jeg også ud af gennem facebook-kondolence-kommentarer, som begyndte at dukke op på en af hendes statusopdateringer. Det gjorde, at jeg fik rigtig dårlig samvittighed over at have tænkt så snotdumt og irrationelt omkring, hvorvidt hun havde lov til at skrive om et selvmordsforsøg ... "bare et forsøg ... tsk, tsk - nogle af os har faktisk en bror der gjorde det for alvor", sådan havde jeg vist tænkt i min forpulede egoisme. For pokker, jeg er et fjols!

Myte, billede og sympati
Jeg kigger op, og slikker mig om munden, imens jeg venter på, at effekten af de sidste timers voldsomme champagneindtag sætter ind. Nu er det en del måneder siden, jeg læste bøgerne første gang - og knapt så længe siden, jeg læste dem sidst. Hvor slutter værket? Hvor begynder livet? Er det personligt det her? Forholder jeg mig til et selvmordsforsøg og en skilsmisse? Forholder jeg mig til to bøger? På en måde er det pirrende ved disse bøger, deres berettigelse, at de har baggrund i virkelige begivenheder ... eller rettere: at begivenhederne er meget konkrete - de rammer hver sin bog ind - hertil og ikke længere. Det er rammer, der dikterer, at de to bøger ikke kan handle om andet end henholdsvis en skilsmisse og et selvmordsforsøg. Det er nok derfor, de ikke appelerer til mig. De definerer for tydeligt deres emneområde. Digte kan jo netop det, at de ikke bare handler om én ting men kan læses i en eller anden form for hypnotisk tilstand, man ikke lige kan stedfæste ... Trancen indfinder sig for mig aldrig under læsningen af de her bøger. Jørgen Leths Sportsdigte har derimod en hypnotisk effekt på mig:

Blødt / jeg server blødt
Cirka midt på min modstander / jeg ser på
Min modstander / jeg ser på bolden i
Min venstre hånd /

Et afgrænset område: sport. Men en tilstand som overskrider området og

fausto coppi
fausto coppi

sætter spor i én, danner mytologi ... og sport interesserer mig ellers ikke så vældig meget. Dette tænker jeg lige i det samme sekund, hvor jeg falder ned fra stolen. Digte kan, når de er bedst, være et billede på så meget - og et billede i sig selv - en måde at tænke på. Men dertil kommer jeg ikke i de her samlinger, for de "handler om noget" - noget konkret - selv om Hørslev bruger en masse billeder, er de for mig bare gåder, der ikke nødvendigvis skal løses ... for det er hendes liv, ikke mit, så længe hun ikke giver mig mere. Det er mærkeligt at forholde sig til andre folks liv - tage stilling til det på den måde. Det virker ikke problematisk på samme måde i prosaform, synes jeg. Måske fordi prosa maler scener op på en anden måde end lyrik?

Det er blevet sen nytårsaften, den 1. januar 2010, og jeg ligger ude på terrassen. En pøl af bræk spærrer delvis både mit udsyn og mine luftveje. Jeg fremmumler Kirsten Hammanns digt, "FøRST TREVLEDE KINDERNE". Det er fra hendes, for mig, uafrystelige digtsamling "Mellem tænderne". De tanker, billeder og oplevelser den giver, kan jeg forholde mig til - med en følelse af at være blevet rigere:

Først trevlede kinderne
og jeg bed slørhaler i stykker under måltiderne.
Senere braste hvælvningen
og jeg formede mine ord over et væltet dyr

Tilsidst måtte jeg tage mig sammen.
Jeg var et svin
jeg gik rundt i de syge børns trøjer
jeg havde næseblod, feber
og lugten hængende efter mig.
Folk fik mig på hænderne når de rørte ved mig
jeg smittede af på deres kopper
spildte min tid i deres køkkener
det kunne ikke være meningen
når jeg holdt vejret løb vandet ud af mine øjnev jeg måtte tage mig sammen
jeg kan ikke huske hvor jeg standsede

Digter-jeg'ets perceptioner går i kroppen og knoppen på læseren på en ambivalent måde: jubel over sproget og sympati med situationen.




<< >>