"Lone,du er jo lige blevet skilt, kunne du ikke skrive en digtsamling med det som udgangspunkt?" .

"Christel, jeg har hørt, at din lillebror for nyligt prøvede at begå selvmord. Kunne du ikke skrive om det i en digtsamling?"

Forlaget Hjørring planlægger i alt ti bøger i den serie, som de to samlinger hører til. Kommer de alle til at være lige så aktuelt bekendende? "Og vil eftertiden i givet fald være opmærksom på Stillings eventuelle andel i skabelsen af denne tendens? Hva'? Tror du, de vil det, skat?"

Imens jeg skænkede mig et glas til, dukkede der en besked op på facebook om, at Jannick Wiinblad, det vil sige Christel Wiinblads lillebror, ville få nogle tekster udgivet posthumt i Viktor B. Andersens Maskinfabrik. "For pokker, skat. Kom og se! Og redaktøren på det tidsskrift er jo lige netop Kenn André Stilling!"

Enten er det virkelig rørende, eller også er det helt enormt kynisk at appelere til folks sentimentalitet på den måde ... Og jeg skal ikke her tage stilling til, om det ene er bedre, mere kunstfærdigt, end det andet. Kunst behøver jo ikke være sympatisk og normal ... Det at bestræbe sig på at være sympatisk og normal kan jo netop ødelægge kunsten.

"Det kan jo altså heller ikke udelukkes, at de tekster rent faktisk trykkes, fordi de er gode"

Nej, det kan min kone da godt have ret i.

Voyeur både før og efter
Begge bøger handler jo om "virkelige begivenheder", og nogle af disse begivenheder - og deres efterspil - fik jeg kendskab til, uden at jeg efterspurgte det. På facebook kunne jeg se, hvordan folk undrede sig over, at Hørslev og hendes mand, Martin Glaz Serup, ikke tog hjem til Sønderho sammen, som de plejede. Og et stykke tid efter at Wiinblads bog kom, døde hendes lillebror. Dette fandt jeg også ud af gennem facebook-kondolence-kommentarer, som begyndte at dukke op på en af hendes statusopdateringer. Det gjorde, at jeg fik rigtig dårlig samvittighed over at have tænkt så snotdumt og irrationelt omkring, hvorvidt hun havde lov til at skrive om et selvmordsforsøg ... "bare et forsøg ... tsk, tsk - nogle af os har faktisk en bror der gjorde det for alvor", sådan havde jeg vist tænkt i min forpulede egoisme. For pokker, jeg er et fjols!

Myte, billede og sympati
Jeg kigger op, og slikker mig om munden, imens jeg venter på, at effekten af de sidste timers voldsomme champagneindtag sætter ind. Nu er det en del måneder siden, jeg læste bøgerne første gang - og knapt så længe siden, jeg læste dem sidst. Hvor slutter værket? Hvor begynder livet? Er det personligt det her? Forholder jeg mig til et selvmordsforsøg og en skilsmisse? Forholder jeg mig til to bøger? På en måde er det pirrende ved disse bøger, deres berettigelse, at de har baggrund i virkelige begivenheder ... eller rettere: at begivenhederne er meget konkrete - de rammer hver sin bog ind - hertil og ikke længere. Det er rammer, der dikterer, at de to bøger ikke kan handle om andet end henholdsvis en skilsmisse og et selvmordsforsøg. Det er nok derfor, de ikke appelerer til mig. De definerer for tydeligt deres emneområde. Digte kan jo netop det, at de ikke bare handler om én ting men kan læses i en eller anden form for hypnotisk tilstand, man ikke lige kan stedfæste ... Trancen indfinder sig for mig aldrig under læsningen af de her bøger. Jørgen Leths Sportsdigte har derimod en hypnotisk effekt på mig: